
Produktivitet og trivsel
Produktivitet og trivsel kan sagtens gå hånd i hånd.
Men en “giftig” trang til altid at være produktiv, kan ødelægge både dit og dine medarbejdernes mentale og fysiske helbred og dermed også effektiviteten i sidste ende.
Derfor har DU som leder en forpligtelse til at understøtte en kultur, hvor giftig produktivitet på arbejdspladsen ikke bliver normen.
Kilde: Væksthus for ledelse
”Jeg kan sove, når jeg bliver gammel”. Jeg springer frokostpausen over, der er lige noget, jeg skal nå”. Begge eksempler på det engelske begreb “toxic productivity”, der direkte oversat bliver til giftig produktivitet på arbejdspladsen.
Ideen om, at arbejdet er vigtigere end de helt basale behov som søvn og mad, kan føre til udbrændthed og dårlig trivsel blandt dig og medarbejderne, hvilket i sidste ende også vil påvirke effektiviteten.
DU kan være med til at underbygge en kultur, hvor det at tage pauser og prioritere sin søvn bliver bifaldet, i stedet for en kultur, hvor det at have travlt eller være konstant produktiv bliver belønnet eller endda forventet af medarbejderne. Det kan du finde inspiration til i denne artikel.
Roden til giftig produktivitet
Giftig produktivitet er et komplekst fænomen, der bunder i en blanding af psykologiske og samfundsmæssige faktorer. Produktivitetsnormer er dybt indlejret i vores underbevidsthed, fordi vi er vokset op i et samfund, der sætter lighedstegn mellem hårdt arbejde og dyd samt mellem hvile og dovenskab.
Hvile er hos mange ubevidst blevet et fyord, fordi hvile ikke bidrager til produktivitet. At være en helt betyder på mange arbejdspladser, at man altid går sent hjem, skipper ferier og arbejder i weekenden, hvis der er behov for det. Dermed kan ideen om en helt bidrage til at skabe et miljø, hvor hvile bliver set som en svaghed eller mangel på engagement. Så selvom vi ved, at vi har godt af ferie og pauser i hverdagen, så er vi dårlige til at prioritere det.
Overgør vi alting?
Ideen om, at jo flere timer man arbejder, desto mere produktiv er man, er en antagelse, der i virkeligheden kan føre til dårlig trivsel og mindre arbejdsglæde hos medarbejderne. Der er i den forbindelse en tendens til at holde for mange møder og følge op på alt hele tiden. Med andre ord kan vi komme til at overgøre tingene. De overflødige møder fører til, at mange ikke når faste arbejdsopgaver, og det kan især være et problem hos ledere.
4 råd: Sådan kan du fremme en kultur uden giftig produktivitet
Som leder har DU et ansvar for at underbygge en kultur, som ikke fremmer den giftige produktivitet. Du kan ubevidst bidrage til giftig produktivitet, hvis du f.eks. sender mails sent om aftenen og glorificerer overarbejde. Selvfølgelig kan overarbejde være nødvendigt en gang imellem, men det bør aldrig være normen.
Du kan og skal være rollemodel for dine medarbejdere og selv skabe nogle sunde arbejdsvaner – også for dit eget helbreds skyld. Her er fire måder, du kan arbejde med en kultur, der bunder i giftig produktivitet. Du kan:
- Vise, at det er vigtigt at hvile sig ved at tage regelmæssige pauser og holde ferie. Tal også gerne med medarbejderne om din ferie, så de oplever, at det er acceptabelt at holde fri.
- Sætte en tydelig grænse mellem dit arbejdsliv og dit privatliv, så medarbejderne kan se, at overarbejde ikke er normen.
- Udvise empati og lyt, hvis en medarbejder har svært ved at nå sine arbejdsopgaver.
- Undersøge medarbejdernes arbejdsbyrde og tilrettelægge arbejdsopgaverne, så ingen medarbejder sidder med for meget. Det er altid en god ide at kigge på antallet af møder og se, om du kan skære ned på mængden – inddrag gerne medarbejderne i denne proces.
Ønsker du sparring i dit lederskab, i retningen mod god trivsel, så kontakt os endelig.